Alle over 15 år kan selv tage stilling til, om de vil kremeres eller begraves.
Hvis ikke man selv har ytret ønske om enten bisættelse eller jordbegravelse, må ens pårørende træffe valget.
Langt de fleste, der dør i Danmark, bliver kremeret – i 2013 var andelen cirka 81 procent (42.349 kremationer ud af i alt 52.471 døde). I de større danske byer overstiger andelen 90 procent. Godt 54 procent af kremationerne fandt sted på et folkekirkeligt drevet krematorium, mens de resterende lidt over 42 procent foregik på et kommunalt drevet krematorium.
Bisættelse
En højtidelighed i forbindelse med kremering kaldes en bisættelse. Ved deltagelse af en præst finder et jordpåkastelsesritual sted i kirken eller i kapellet. Efter kremeringen kommes afdødes aske i en urne.
Du kan selv hente en urne på krematoriet
Pårørende er meget velkomne til selv at hente urnen på krematoriet. Urnen vil normalt være klar til afhentning 6 hverdage efter bisættelsen. Vær dog påmærksom på, at det ikke er lovligt at have urner stående derhjemme privat, og at man derfor skal køre direkte til urnens bestemmelsessted efter afhentningen. Vores krematoriemedarbejdere udleverer urnen og giver gerne en lille rundvisning i krematoriet.